FirstFarms har i dag indgået aftale om igangsætning af byggerierne af to store separate griseproduktioner nær Gádoros i det sydøstlige Ungarn. Byggerierne sker på bar mark. Det ene anlæg skal rumme 2.000 søer, mens det andet anlæg årligt skal producere 70.000 smågrise. Der foreligger tilladelse til udvidelse af produktionen til 4.000 søer med 140.000 smågrise.
Anlægssummen er samlet 170 mDKK og inkluderer blandt andet staldanlæg, anlæg af veje og vand- og strømforsyning. Der bygges efter nyeste normer med fokus på blandt andet at mindske CO2 aftrykket i tråd med FirstFarms’ målsætning om at skabe en mere bæredygtig virksomhed. Der er bevilget et tilskud på 40 mDKK eller 24% af anlægssummen fra den ungarske stat. Arbejdet forventes tilendebragt ultimo 2023 og vil ikke påvirke resultatskabelsen i 2022.
FirstFarms driver allerede nu to landbrug i nærområdet med i alt 2.500 søer, der årligt producerer 87.000 smågrise.
Administrerende direktør Anders H. Nørgaard siger:
”Det er yderst tilfredsstillende, at FirstFarms har så sund og solid en økonomi, at vi har mulighed for at investere i vores griseproduktion på et tidspunkt, hvor grisepriserne er lave. Det giver os mulighed for at stå endnu stærkere og mere effektivt i markedet, når priserne igen går op. Ved at udvide i Gádoros nu optimerer vi vores muligheder for en god indtjening på sigt.”
FirstFarms har stor fokus på biosikkerhed. FirstFarms skal kunne navigere i et trusselsbillede som Afrikansk svinepest, uden at det vil få alvorlig betydning for vores evne til at skabe resultater. Derfor har selskabet fokus på høj biosikkerhed i griseproduktionen og vurderer og implementerer løbende nye sikkerhedstiltag. Det nye staldanlæg i Gádoros opføres naturligvis med de nyeste og bedste beskyttelsesforanstaltninger.
FirstFarms driver landbrug i fire centraleuropæiske EU-lande. Som en følge af fokus på risikospredning producerer selskabet både mælk, afgrøder og grise samt driver en forretning med køb og salg af jord.
Griseproduktionen foregår på otte enheder i Tjekkiet, Slovakiet og i Ungarn, og produktionen består før udvidelsen samlet af 4.800 søer, 165.000 smågrise og 100.000 slagtegrise.
Situationen i Ukraine:
FirstFarms’ produktioner i Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet og Rumænien er ikke berørt af situationen i Ukraine. Vi følger selvfølgelig udviklingen nøje.
Med venlig hilsen
FirstFarms A/S
For yderligere information:
Se venligst vores hjemmeside www.firstfarms.dk eller kontakt adm. direktør Anders H. Nørgaard på telefon +45 75 86 87 87.
Om FirstFarms:
FirstFarms er et dansk børsnoteret selskab. Vi driver FirstFarms med ansvar for de omkringliggende samfund, og vi leverer højeste kvalitet, som primært afsættes lokalt. Vi handler på nye muligheder, der skaber værdi for vores investorer og for omverdenen. Vi arbejder hver dag på at skabe en mere bæredygtig virksomhed.
Vedhæftede filer
- Billedet fra venstre: Direktør i vores ungarske datterselskab Tamas Sarusi-Kis, CEO Anders H. Nørgaard og COO for griseproduktionen Morten Knudsgaard
- (1) Udvidelse af griseprod HU
