KommuneKredits udlån og leasingudlån til den kommunale sektor voksede i 2015 med 5,6 mia. kr. til 157,7 mia. kr. KommuneKredits samlede aktiver udgjorde 213,2 mia. kr. ultimo 2015, hvilket er en stigning på 11,8 mia. kr. i forhold til ultimo 2014.
KommuneKredits totalindkomst blev på 103 mio. kr., hvilket er 146 mio. kr. mindre end i 2014. Faldet i totalindkomst skyldtes negativ værdiregulering. Resultatet blev 442 mio. kr. ekskl. værdireguleringer efter skat, mens der i børsmeddelelsen fra november blev skønnet et resultat på 400 mio. kr. ekskl. værdireguleringer efter skat.
Nettorenteindtægterne for 2015 lå på et tilfredsstillende niveau. Det meget lave renteniveau med lave fundingrenter har betydet, at KommuneKredits renteudgifter er faldet med 39 pct. til 1.460 mio. kr. i 2015. For at opfylde den langsigtede målsætning om en egenkapitalgrad på 3 pct. har KommuneKredit valgt ikke at nedsætte udlånsrenterne tilsvarende faldet i fundingrenterne. Renteindtægterne er derfor kun faldet med 25 pct. til 2.134 mio. kr. i 2015. Nettorenteindtægterne er på den baggrund steget med 50 pct. til 674 mio. kr. i 2015. Det understreger KommuneKredits stærke markedsposition, at det er muligt at øge nettorenteindtægterne i en periode med lave renter.
Værdireguleringen af finansielle instrumenter faldt fra -17 mio. kr. i 2014 til -451 mio. kr. i 2015. Det skyldtes delvis en negativ kursregulering på egenbeholdningen af værdipapirer på 115 mio. kr. på grund af generelt stigende lange renter i DKK i slutningen af første halvår. Opdateret regnskabsmæssigt skøn for værdiansættelse af finansielle instrumenter har desuden medført en negativ værdiregulering på 382 mio. kr., hvoraf en andel skønnes at være en engangsregulering. Værdireguleringen af finansielle instrumenter er en regnskabsmæssig post, som vil svinge fra år til år og dermed give udsving i totalindkomsten, men som ikke har indflydelse på KommuneKredits likviditetsstilling eller tilbagebetalingsevne.
KommuneKredits fundingsituation på de internationale kapitalmarkeder var fortsat gunstig i 2015. KommuneKredit er fortsat den billigste finansieringskilde for den kommunale sektor, der opnår et betydeligt økonomisk råderum ved at have deres eget finansieringsinstitut.
Forventninger til 2016
KommuneKredit forventer at fastholde positionen som den absolut førende långiver til den kommunale sektor.
Målet for 2016 er i tråd med tidligere år, at totalindkomsten skal bidrage til den langsigtede målsætning om, at egenkapitalen skal udgøre mindst 3 pct. af aktiverne. KommuneKredit foretager ikke skøn over den forventede værdiregulering. Sigtepunktet for nettorenteindtægterne er i størrelsesordenen 500 mio. kr. årligt. Resultatet ekskl. værdireguleringer før skat forventes i 2016 at udgøre 400 mio. kr.
Kontaktpersoner
Adm. direktør Jens Lundager
Direktør Johnny Munk
Økonomi- og risikochef Morten Søtofte