I selskabsmeddelelse nr. 3 af 8. marts 2011 informerede Solar A/S om, at koncernen havde indledt forhandlinger om erhvervelse af alle aktierne i de fire el-grossistvirksomheder Conelgro B.V. i Holland, Claessen ELGB i Belgien, GFI Gesellschaft für Installationstechnik mbH i Tyskland og GFI GmbH i Østrig. Undersøgelser af virksomhedernes forhold og indhentelse af formelle godkendelser fra relevante myndigheder er nu afsluttet, og der er indgået aftale om overdragelse af aktierne i ovennævnte selskaber.
Fokuseringsstrategi
Opkøbet medfører behov for en klar fokuseringsstrategi. Der vil være fokus på den planlagte udrulning af Solar 8000 (SAP) i en række af koncernens eksisterende selskaber – herunder Solar Nederland og Solar Deutschland. Samtidig vil der være fokus på at drive de fire nye selskaber videre. De fire selskaber fortsætter indtil videre som selvstændige enheder og skal således ikke integreres i Solar-koncernen fra begyndelsen. Conelgro B.V. i Holland og Claessen ELGB i Belgien vil fortsat være ledet af administrerende direktør Koos Dekker, mens GFI Gesellschaft für Installationstechnik mbH i Tyskland og GFI GmbH i Østrig fortsat vil være ledet af administrerende direktør Fred Köster. Begge direktører refererer direkte til koncernchef Flemming H. Tomdrup.
Koncernchef Flemming H. Tomdrup siger om opkøbet:
Vi glæder os til at byde en lang række kompetente ledere og medarbejdere velkommen som en del af Solar-koncernen. Det er veldrevne selskaber, der alle er overskudsgivende i dag. Vi styrker vores markedsposition i Holland og Tyskland, ligesom vi ser frem til at få adgang til to nye markeder i form af Belgien og Østrig. Samtidig giver den større omsætning mulighed for en endnu bedre udnyttelse af koncernens kapacitet inden for strukturer og forretningskoncepter.
Økonomiske konsekvenser
- Prisen for overtagelse af 100% af aktierne i selskaberne er € 49,3 mio. på gældfri basis opgjort per 1. januar 2011. Købet finansieres via træk på Solar-koncernens likviditetsreserve.
- Sælger modtager forrentning af købesummen helt frem til dagens closing. Cash flow optjent indtil dagens closing tilfalder Solar (lockbox concept).
- Købet forventes i 2011 at forøge Solar-koncernens omsætning med ca. € 54 mio. og EBITA med ca. € 1,8 mio.
- Omsætningen i de overtagne aktiviteter forventes at udgøre ca. € 203 mio. i 2011, mens EBITDA ventes at udgøre ca. € 6,6 mio., og EBITA ventes at udgøre ca. € 5,2 mio. på normaliseret basis.
- Som følge af opkøbet ændres guidance for 2011 fra en omsætning i intervallet € 1.465-1.505 mio. og EBITA i intervallet € 35-43 mio. til en omsætning i intervallet € 1.519-1.559 mio. og EBITA i intervallet € 37-45 mio.
- Indkøbssynergier ventes fra 2012 at bidrage med € 3-4 mio. og derefter med minimum € 4 mio. årligt.
Hoved- og nøgletal for Solar-koncernen og de overtagne aktiviteter
| H1 2011 | ||
|
Solar- koncernen |
Overtagne aktiviteter |
|
| € mio. | ||
| Omsætning | 718,3 | 96,2 |
| EBITDA | 13,1 | 2,6 |
| EBITA | 7,1 | 1,9 |
| Organisk vækst i % | 4,6 | 3,9 |
| Overskudsgrad – EBITA % | 1,0 | 1,9 |
Alle fire selskaber oplevede lige som Solar et vanskeligt Q2.
Baggrundsinformation
Conelgro B.V. i Holland har 21 filialer og 220 medarbejdere.
Claessen ELGB i Belgien har 8 filialer og 82 medarbejdere.
GFI Gesellschaft für Installationstechnik mbH i Tyskland har 13 filialer og 124 medarbejdere.
GFI GmbH i Østrig har 6 filialer og 108 medarbejdere.
Akkvisitionsstrategi
Solars akkvisitionsstrategi, der beskriver de faktorer, der indgår ved vurdering af et muligt opkøb findes på www.solar.eu under Investor/Financial targets.
Med venlig hilsen
Solar A/S
Flemming H. Tomdrup
Fakta om Solar
Solar A/S (tidligere Aktieselskabet Nordisk Solar Compagni) er etableret i 1919 og noteret på Københavns Fondsbørs i 1953. Solar er en af Nordeuropas førende tekniske grossister inden for el-, vvs- og ventilationsprodukter. Koncernen, der har hovedsæde i Kolding, har datterselskaber under Solar-navnet i Danmark inkl. Færøerne, Sverige, Norge, Holland, Tyskland og Polen. Derudover omfatter koncernen Conelgro B.V. i Holland, Claessen ELGB i Belgien, GFI Gesellschaft für Installationstechnik mbH i Tyskland og GFI GmbH i Østrig. Desuden driver Aurora Group forretning i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Solar-koncernen beskæftiger omkring 3.500 medarbejdere.
Flere oplysninger kan findes på: www.solar.eu