Bestyrelsen indkalder hermed til ordinær generalforsamling i FirstFarms A/S, CVR 28 31 25 04.
Generalforsamlingen afholdes torsdag den 28. april 2011 kl. 17.00 i:
Konferencecentret Hotel Legoland, Aastvej 10B, DK-7190 Billund
(Ved ankomst kan parkeringsbillet afhentes i receptionen, som skal lægges synligt i bilens forrude)
Dagsorden:
1. Beretning om selskabets virksomhed
2. Forelæggelse af årsrapport med revisionspåtegning til godkendelse og meddelelse af decharge til bestyrelsen
3. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport
4. Valg af medlemmer til bestyrelsen
5. Valg af revisor
6. Forslag fra bestyrelsen og aktionærerne
a. Forlængelse af bemyndigelser til at udstede warrants og forhøje selskabets aktiekapital samt ændring af selskabets vedtægter
b. Bemyndigelse til erhvervelse af egne aktier
c. Bemyndigelse til dirigenten
7. Eventuelt
Ad 4 De nuværende 5 bestyrelsesmedlemmer; Henrik Hougaard, Kjeld Iversen, Lars Thomassen, Jens Møller og Per Villumsen er på valg.
Per Villumsen, der ligeledes er administrerende direktør i selskabet, ønsker ikke genvalg.
Bestyrelsen foreslår, at antallet af medlemmer i bestyrelsen reduceres fra 5 til 4. Bestyrelsen foreslår genvalg af Henrik Hougaard, Kjeld Iversen, Lars Thomassen og Jens Møller. Oplysninger om personernes ledelseshverv fremgår af årsrapporten.
Selskabet har fået meddelelse om, at en aktionær, Henrik Høeg Fangel, ønsker at stille op til valg til bestyrelsen. Oplysninger om Henrik Høeg Fangels ledelseshverv kan ses på selskabets hjemmeside www.firstfarms.dk.
Ad 5 Bestyrelsen foreslår genvalg af KPMG Statsautoriseret Revisionspartnerselskab som selskabets revisor.
Ad 6.a Forslag fra bestyrelsen
i. Bestyrelsen foreslår, at den uudnyttede del af bemyndigelsen i vedtægternes pkt. 5.1 til at udstede warrants med ret til tegning af op til kr. 100.000,00 aktier i selskabet gives for en ny periode på 5 år, således at bemyndigelsen forlænges til den 28. april 2016. For de aktier, der udstedes ved udnyttelse af bemyndigelsen, gælder vedtægternes pkt. 5.4. Bemyndigelsen forbliver i øvrigt uændret.
ii. Bestyrelsen foreslår, at bemyndigelsen i vedtægternes pkt. 5.2 til at udstede warrants med ret til tegning af op til kr. 500.000,00 aktier i selskabet gives for en ny periode på 5 år, således at bemyndigelsen forlænges til den 28. april 2016. For de aktier, der udstedes ved udnyttelse af bemyndigelsen, gælder vedtægternes pkt. 5.4. Bemyndigelsen forbliver i øvrigt uændret.
iii. Bestyrelsen foreslår, at bemyndigelsen i vedtægternes pkt. 5.3 til at forhøje selskabets aktiekapital med op til kr. 15.000.000,00 gives for en ny periode på 5 år, således at bemyndigelsen forlænges til den 28. april 2016. For de aktier, der udstedes ved udnyttelse af bemyndigelsen, gælder vedtægternes pkt. 5.4. Bemyndigelsen forbliver i øvrigt uændret.
iv. Vedtægternes pkt. 5.4 om de aktier, der udstedes, som følge af udnyttelse af bemyndigelserne, foreslås ændret, således at bestemmelsen henviser til bemyndigelserne i vedtægternes pkt. 5.1, 5.2 og 5.3.
Ad 6.b Bestyrelsen foreslår, at bestyrelsen bemyndiges til, i perioden frem til næste ordinære generalforsamling, at lade selskabet erhverve egne aktier inden for en samlet pålydende værdi af i alt 10 % af selskabets aktiekapital til en kurs, der ikke må afvige mere end 10 % af den på erhvervelsestidspunktet noterede kurs på NASDAQ OMX Copenhagen A/S.
Ad 6.c Bestyrelsen foreslår, at dirigenten bemyndiges til med substitutionsret at anmelde det vedtagne samt at foretage de ændringer i det vedtagne, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, VP Securities A/S, NASDAQ OMX Copenhagen A/S eller andre myndigheder måtte kræve eller henstille foretaget som betingelse for registrering eller godkendelse.
Forslagene under pkt. 6a kan vedtages med 2/3 såvel af de stemmer, som er afgivet, som af den del af selskabskapitalen, som er repræsenteret på generalforsamlingen. Forslagene under pkt. 2 - 5 og 6b - 6c kan vedtages med simpelt stemmeflertal.
Adgang, fuldmagt og brevstemmer
En aktionærs ret til at deltage i og afgive stemme på generalforsamlingen fastsættes i forhold til de aktier, aktionæren besidder på registreringsdatoen, som ligger 1 uge før generalforsamlingens afholdelse. Registreringsdatoen er torsdag den 21. april 2011.
Deltagelse i generalforsamlingen forudsætter tillige, at aktionæren har anmodet om adgangskort til den pågældende generalforsamling senest 3 dage før generalforsamlingens afholdelse. Som følge af påsken er sidste frist for bestilling af adgangskort fastsat til tirsdag den 26. april 2011 kl. 12.00. Adgangskort udstedes til den, der ifølge ejerbogen er noteret som aktionær på registreringsdatoen. For aktionærer, der ikke er noteret på navn i ejerbogen, kræves for udstedelse af adgangskort en depotudskrift fra VP Securities A/S eller det kontoførende institut, som dokumenterer aktionærens aktiebesiddelse pr. registreringsdatoen.
Stemmeretten kan udøves ved fuldmægtig, der ikke behøver at være aktionær, på betingelse af, at fuldmægtigen godtgør sin ret til at deltage i generalforsamlingen ved forevisning af adgangskort og ved fremlæggelse af en skriftlig, dateret fuldmagt i overensstemmelse med lovgivningens krav herom.
En aktionær eller fuldmægtig kan møde sammen med en rådgiver, når det i forvejen anmeldes som ovenfor nævnt.
Tilmeldinger og rekvirering af adgangskort til generalforsamlingen skal ske senest tirsdag den 26. april 2011 kl. 12.00:
· via aktionærportalen på www.firstfarms.dk
· ved at returnere tilmeldingsblanketten i udfyldt og underskrevet stand til Computershare A/S, Kongevejen 418, DK-2840 Holte, eller pr. fax 45 46 09 98, så den er modtaget af Computershare A/S indenfor fristen
· på telefonnummer +45 45 46 09 99
Såfremt aktionæren vælger at møde ved fuldmægtig, skal fuldmagt afgives senest tirsdag den 26. april 2011 kl. 12.00 via aktionærportalen på www.firstfarms.dk eller ved at returnere fuldmagtsblanketten i udfyldt og underskrevet stand til Computershare A/S, Kongevejen 418, DK-2840 Holte eller pr. fax 45 46 09 98, så den er modtaget af Computershare A/S indenfor fristen.
Stemmeretten kan tillige udøves ved afgivelse af skriftlig brevstemme til bestyrelsen forud for generalforsamlingen. Er en stemme modtaget af bestyrelsen, er den bindende for aktionæren og kan ikke tilbagekaldes. Brevstemmer skal være afgivet senest onsdag den 27. april 2011 kl. 16.00 via aktionærportalen på www.firstfarms.dk eller ved at returnere brevstemmeblanketten i udfyldt og underskrevet stand til Computershare A/S, Kongevejen 418, DK-2840 Holte, eller pr. fax 45 46 09 98, så den er modtaget af Computershare A/S indenfor fristen.
Dokumenter
Indkaldelsen med dagsordenen og det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, de fuldstændige forslag, blanket til bestilling af adgangskort, afgivelse af fuldmagt eller brevstemme samt årsrapport med revisorpåtegning er tilgængelige på selskabets hjemmeside www.firstfarms.dk. Dokumenterne udsendes tillige elektronisk til enhver noteret aktionær, som har fremsat anmodning herom.
Aktiekapital og stemmerettigheder
Selskabets nominelle aktiekapital udgør på indkaldelsestidspunktet kr. 47.122.410 fordelt på 4.712.241 aktier á kr. 10. Hvert aktiebeløb på nominelt kr. 10 giver 1 stemme.
Efter generalforsamlingen serveres en sandwich.
April 2011
Bestyrelsen